[Omkvæd] Der er ingen anden pige Der giver en f** for hvad vi på, så længe vi på det samme Og da jeg faldt i og satte mig ned og sagde goddag til hende Tegnede vi verden på hendes krop Så vi kunne lade den ligge og bygge vores egen op [Vers 1: Mund De Carlo] Hun kan sk**e sig ud fra mængden Hun kan blende ind og gå ubemærket igennem den Hun kan plante tanken før du selv når at tænke den Du har glemt din drøm fra i nat men hun har lige formået at forlænge den Med nærværet hun udstråler Selv når jeg betragter hende på afstand er hun oppe i hovedet på mig Gudesmuk fra hårspidser til fodsåler Funkler som en stjerne når hun går mod strømmen af moderne modedukker Blikstjæler stilsikker naturel Fejer gaden for sminkeglade visne blade og andet skrald Er du kirurg og mangler job Så følg hende og du vil finde et par kæber der skal rettes op Fra top til ankelsok er hendes slankekrop Pakket flot ind hun smiler frækt mens hun rækker f** Har du ikke set hende har du ikke anstrengt dig nok Kig efter pigen der har hele verden tegnet op [Omkvæd] [Vers 2: Mund De Carlo] Hun er sådan Svær at komme ind på men endnu sværere at komme udenom Hun har ikke brug for at skulle have dig i sin hule hånd Hun ved du står der hvis det rigtige øjeblik det nu skulle komme Langt mørkt hår hendes ro lyser Det kan dog være svært at se det når solen skygger Ikke nogen typer, hun ikke kan tæmme Hun kan få de mest beskidte svin i gården til at ligne gode lyttere Hun maler sine tanker på kanva**er Med sans for detaljer blandet hun farverne så alt pa**er Med et citat der matcher hendes sind Gik forbi hende en dag og havde en halvtredser Så jeg spurgte hende: Hvad koster et billede? Hun sagde at det var mit hvis betalte hende i omsorg og tillid Nogen gange opstår den stilhed Hvor to sind tænker ens og det skete da jeg gav hende hånden og hun smilede Og sagde det kunne være hyggeligt at snakke Så vi tog hen og drak en uskyldig kop kaffe Da hun fortalte hvad hun lavede Blev jeg betaget af at hun både var smuk og så satans begavet Den ene time tog den anden endnu en liter nåede på kanden Lidt bizart var der lovestickers i cafeen klistret rundt omkring Og der sad vi to ivrige dråber vand Uden noget tilfældes på nær den måde vi kiggede på hinanden Og tiden den fløj rundt i hendes stirrende øjne der gik en hel dag Alle de vibrationer hendes blik gav Gjorde at jeg ville vide hvad der var inde bag Så hun trak op i trøjen og viste mig den tegning hun holdt mest af Hele hendes verden i de tyndeste linjer Men det var som om det kun var begyndende skitser Hun sagde hun havde været nervøs for at vise mig Netop den tegning da den forlængede hendes følelsesregister Stammede i starten men så fik jeg sagt At jeg godt kunne færdigøre hendes verden og få den farvelagt Måske var det for abstrakt For uden at sige noget satte hun vores kopper op på den smalle kaffebakke Der bredte sig en følelse af afmagt Men det betød nok ingenting hun var nok bare træt efter en lang snak Og døren smækkede bag os tilbage i indre bys slagmark Da hun pludselig tog mig i min arm og sagde: mange tak! Jeg stod ret paf tilbage i mørket Mens tusind ubesvarede spørgsmål forsvandt om hjørnet med hende Så på maleriet jeg stod tilbage med Måske var jeg inde i billedet? Måske det bare var noget vi malede? De næste par dage tænkte jeg på hvad hun gik rundt og lavede Om hun også følte vi havde et moment og hvad der mon lå bagved Så en dag så jeg hende gå på den anden side Ligeså skræmmende bekendt og uopnåelig som altid [Omkvæd]