Nu glider Baaden mod Skærgaardsøen, en Ø i Havet med grønne Strande. Her lever Blomster for ingens Øjne, de staar saa fremmed og ser mig lande. Mit Hjærte blir som en Fabelhave med samme Blomster som Øen ejer. De taler sammen og hvisker sælsomt, som Børn de mødes og ler og nejer. Her var jeg kanske i Tidens Morgen som hvid Spiræa engang at finde. Jeg kender Duften igen fra fordum, jeg skælver midt i et gammelt Minde. Mit Øje lukkes, en fjærn Erindring har lagt mit Hode ned til min Skulder. Saa tætner Natten ind over Øen, kun Havet buldrer – Nirvanas Bulder.