vi strør` fodspor med løs hånd
i oplyst ørkensand
flaskehalsen peger på må og få
og bag dig står natten i lys lue
i en ørkenby
fyrværkeri bag sandslottes spir
jeg er som altid ved mine fulde fire
tre trin til stjernerne
ethundredesytten ned, talt med omhu
og ensomhed sidder i nakkeskindet
som et slangebid
musikken stormer, natten raser
byen vælter, tiden snubler
klokken gaber, fornuften vakler
jorden skælver, men du stråler
der er ild i himlen, det er tydeligt at
skæbnen står på tæer denne nat
hun smiler rødt, så smukt majet ud
hun ligner én på kanten af et sammenbrud
lad ørkenvinden blæse os fra sans og samling
horisonten løber fra mig - og vi fra sans og samling
i byen sætter vi natten på skrå
de smukke unge menneskers tag-fat
musikken skulle være levende
men jeg hørte dem slå Lennon ihjel tre gange den nat
og du slog om dig med udråbstegn
men dine ord faldt som fløjlsstøvregn
et punktum står alene
jeg kan ikke længere huske hvad jeg prøver at mene
en løgn der skar i et åbent ansigt
smilet der døde før det nåede læberne
og knytnæven der ramte længe før den nåede kæberne
klokken slår halv, hjertet slår tolv
fald himmel, fald
ved daggry kryber vi fra slagmarken
og skimter forår i djævlens forgård
blanke øjne stiller synet på klem
en fe og et fæ vender blikket hjem
vi ventede så længe på alt det der ikke skete, i sidste akt, sidste part
og det er præcis alt det der aldrig skete jeg husker så klart