Henrik Wergeland - Ved Ole Lunds grav lyrics

" -- -- End engang, og skjønnest da funkler Bølgen, naar paa Stranden Længsel sukkende den døer. Stum tilforn, da toner den; barsk tilforn, da leer den mildt; kold og følesløs tilforn, da, somom et Hjerte smelted og udtømte alt sit Blod, skyller lunken den om Kysten, skyller, liig et mattet Lyn langs ad Horizontens Høje, den i zittrende og lange brudte Glimt om Kysten -- -- " Saa og ei meer paa Lappen stod, som imellem Løv og Straa hvirvlede sig til min Fod, jaget op og ned forinden jeg den fangede i Vinden. Skrivten kjendte jeg skjøndt blegnet, Masker liig i vissent Blad. Resten var dog meer bekjendt. Som i Taarers Omrids tegnet kjendte jeg igjen et Qvad, men som aldrig blev fuldendt. Som et Ord, der døer paa Mund, var de Ord de første Linjer til et Digt til Ole Lund. Endnu mens jeg skrev han døde. Vinden fik mit Digt at øde. Resten vidste jeg han kunde læse i mit Hjertes Grunde. O Han var en Mand, som Bølgen herligst i sin Død. Reen som Taaren og som denne modnende i Smerter var hans Sjel. Længe bar ei mere sikkert Legemet hans Sjel, end den fulde modne Taare bæres af de svage Øjenhaar. Dog som udslaae't Sejersfane var hans Aand, endskjøndt Legemet ei bedre Stang og Støtte var end Græsset paa hans Grav. Se, mens dette bævrer funkler Duggen paa dets Spids. Alt det kjække lille Øje speiler af som var det store Sjø. Men meer sandt og klart og freidigt Verden blev ei seet end af Ham, hvis Blik alt længe fik sin Stjerneglands af Gravens Nat. O, med Mænd som Han skal Norge evig vorde frelst: mere Ild end Blod i Aaren, mere Aand og Kraft end Been og Kjød. Undertvungne Smerter førte hid han i Triumf. Her nedsank hans svorne Fiende, hylded' ham frivillig førstegang. Forud Geist alt meer end Mennesk, O hvad nu da meer? Smerteløs -- Ja det kun mangled' i den Himmel, som var i hans Sjel.