Henrik Wergeland - Ved de landflygtige polakker lyrics

Hvi at klage? At I hen i Døden drage, I, hvis Fædreland forgik, Jublende I did bør jage. Graven I til Hjemstavn fik. Skiftet er det: Retløs Seir til Cæsarsværdet; Polens Helte fremmed Grav, Rethevn dog, i Dybet hærdet, groer, men Seiren blomstrer af. Har paa Havet Du de Heltes Viisdom stavet? Tusind Miil fra hver en Strand Reiser Bølgen sig -- hvor mange maa igjen ei Dybet fange? Kløver Hai og sluger Hval? -- Skumkront, som et Berg med hvide Templer paa, skal En dog skride som et opreist Ocean, Døe i Seirspragt mod sit Land. Spredte over Havets Ørk og Ørknens Vover Reise polske Isser sig. Tusind atter ned maae dukke kan kun sende Polen Sukke give Verden ikkun Liig. Men en Kocziuskos Isse engang drøner frem tilvisse, ruller, som mod Berg hiin Flod, over høien Kreml i Blod. Liig vor Klode Da den Vandene forlode, ungt, med bedre Græs bedækt, ruller bag ham Polen atter ud sin Slette fra Karpather i dens fulde Storhed strækt. Unge Madalinsker tøie Sletten ud til Wolgas Høie. Ned fra Himlen hvide Ørn bærer hjem de Pragas Børn. Brudes Latter, Dødssuk ikke, Vinden atter fører over Wolas Muld. Ah! det lufter alt af Vaaren! Milde Hvift bortførte Taaren Ud! -- Som Seil er Barmen spændt. Som en Ørn, der letter Vingen, Klapper Hjertet . . Ud med Klingen! Ah! hvor blank i Solen den gløder som til Kamp igjen! Hvi at klage? Hjem Polakkerne jo drage; Veien did gaaer rundtom Jord. Haabet jog de dog tilbage; det har sveget hvad det svoer.