Henrik Wergeland - Ved borgerfesten i eidsvold 29de september lyrics

Opstanden er den gamle Nor, den stærke Frihedskjæmpe. Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer, hans Ild har mægtet dæmpe. Den gnistred stødt i Ætens Blod; men ud i fulde Flammer slog, da paa Eidsevjathing opstod med Hast den gamle Kjæmpe. Som en Volcan af Mulden Han i Æten er opstanden; Haarf*gers Krones gyldne Rand paany omstraaler Panden. Med Thorleifs Lag i Mannaring han sidder paa sit gamle Thing; St. Olafs Øx, den Seirens Ving, er ikke langt fra Handen. Kong Barfods røde Vaabenkjol, Den gyldne Løve mødte hans Øie strax. Hakoners Stol i Throndelagen glødte. Det gamle Maal i Dalen klang, de gamle Klipper endnu hang, Tre Alen end var Manden lang, af gothisk Let den Fødte. Han kjendte sig saa grant igjen. End stod den gamle Hytte. Ham tyktes i hver Ungersvend see Einar Thambarskytte. Saa langt som før i Havet svam Ledandisnæs og Statland fram. Kun undred det med Sorrig ham hvi Iisland vilde flytte. Stirr ei udover Havet saa! Paa Skum du Hu ei fæste! Did af din Stormhat, mens den laae paa Høi, dens Fjedre blæste. Sku vide Opland, høie Thrand, det seilomperlte Rogaland! Og døv med Rødningsøxens Klang hvad Ondt de Vaager hvæste. Herhjemme er jo alt som før du gik indunder Højen. Dit Haab staaer fremst i Tidens Dør; den gamle Sorg er fløjen. I Fædrekraft det Fædrenord opstod som Guld uskadt af Jord; og paa dets Frisinds første Ord det Frihed sprang af Bøjen. Normanna-Aand, hil i dit Hjem! Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem, og i Kong Carls Geleder! I Østens Skodd end Jetter boe. Da værne Gothen vak sin Ro! Normænd, den Asathor mod dem er Fædres Kraft i Eder! Efter Talen. Nordmanna-aanden ei opstod, igjen at gaae tilhvile. End fylder vilde Jothuns Blod, og Bjarmen hvæsser Pile. Da tør han ikke sidde qvar, og anden Ro ei Aanden har end seilende Ørns, som Skyen skar paa spændte Vingers Hvile. Svæv stil saa over Kongens Børn! bedæk det dyre Rede! I Skyen mød den kløvte Ørn, og Jothunbjørn paa Hede! Da regner Blod af Luften ned, da rødmer Sne, Iis damper heed; thi det var Nordens Kraft som stred for Drot og Land at frede. Men selv mens Bann'ret hænger paa sit Spyd som Blomst der slumrer, mens endnu ei i Torneaa, den Skjebnebrønd, det skumrer -- endnu, ja før Carlidens Sværd fremst flyger i den Sejersfærd som Blivets Lyn foran vor Verd igjennem Taager lumre -- Mens Fredens Manna sidder paa Carls Spiir, og Oscars Klinge end hænger stille som den blaa forelskte Dues Vinge -- Nordmanna-aand, endda til Strid mod Jothunsind og Jothunid! End Jetter tør fra gammel Tid herhjemme Huus sig tvinge. Af Jothunmulm Uvidenhed er født -- ei blot paa Fjeldet, men midt paa Vangen lys og bred den Jette djærv har tjeldet. Det træge Sind er Jætteblod, der gaaer som Dynd fra Hjerterod. Det bruser Gothernes imod saa raskt som Fossevældet. Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod, Nordmanna-aand mod Jette! Da du forsvandt, den fule Rod sig videnom udbredte En Jette gram er Borgertvist, Tørhænde findes her og hist jothunske Trælsind -- ha, forvist mod dig de Vaaben smedte. Med Østens Jothunæt i Pagt som gamle Frænder gangne, midt paa hiin Kampens Dag med Magt de bryde ud som Fangne. Derfor Nordmanna-aand du før Forræderne tilintetgjør! Med hine østenfor din Dør i Pagt de ere gangne.