Henrik Wergeland - Skyen og jorden lyrics

Skyen Jeg skjuler Solen, alle Himlens Stjerner fordunkles, naar jeg folder ud min Magt. Hvor bange, bævende som Offerterner, de svøbe dybt i Flor sin lyse Pragt! En Skræk for Store, som for Mindre, baade jeg Jord og Himmels Skjæbne jo kan raade. Jorden En vældig Herre! Opblæst er din Krop; af Veir og Vind og Vand og Dunst fyldt op. For Vinden springer du som Haren rapt. Om Natten skræmmer du en Vandrer knapt. Skyen Jeg skræmmer Alt, som ejer Liv og Aande. Du selv dig seer, min gamle Ven, i Vaande, hvis Regnen af mit Skjød bestandig flommer. Og sparer jeg paa Næring, døer din Sommer. Hvad er vel Sol og Maane imod mig, naar jeg mod dem erklærer Krig? Jorden To Himmellys endda! Du Sky, en Taage, kun en Dunst, som svinder. En føje Stund du gjør vel Gny; men siden Ingen meer dig minder. Moral: Du Lykkesøger med de store Planer. Du ogsaa for et Øjeblik den Evne og den Lykke fik, at blænde Jordens smaa Sultaner; men dine Luftkasteller og du Selv opsluges snart af Glemsels Elv.