Henrik Wergeland - Mandens vrede, længsel og sorg lyrics

En Skov i Flammer er Mandens Jammer: sin egen Næring og Selvfortæring. Et Hav i Fraade, hvis Bølger æde paa egne Kyster, Vulkan i Gjæring, en Guds Unaade, en Jord, som ryster, er Mandens Vrede. Hans qvalte Længsel er Løven i Fængsel, er Kjæmpeslangen af brustne Klipper i Hulen fangen. Det Suk, som piner hans Barm, og presset hans Vee undslipper, er Sværd, som glipper fra Haand og hvæsset i Luften hviner. Hans Sorg ei slumrer, skjønt Hovdet synker, mens Panden skumrer sig til med Rynker. O Nat, hvor skummel! hvor troløst Stille! Vulkanens Tummel er i dens Indre. Ei Drøm tør spille i Ro hans Hjerne, ei eensom Stjerne i Taaren tindre.