Henrik Wergeland - Eugenia-stiftelsens pleiebørn lyrics

Vor Skjænk er arm, vor Røst er svag paa Kjærlighedens Høitidsdag; dog juble vore Hjerter, og Taksomhedens Taare klar er al dens Glands: -- vi Stakler har ei bedre Høitidskjerter. Os, Veninder, Glædesstunden er oprunden, som har givet vores ømme Moder Livet. Hvor mødes du, velsignte Dag, af vore Hjerters glade Slag! Det smerter os du svinder. Men naar du i din Nat nedgaaer, du faaer din Plads til næste Aar imellem søde Minder. Skjøn som denne Dag ei rinder Dag i Aaret: den har baaret Herligste blandt Norges Qvinder. Mon ei vi gik paa nøgen Fod? og vidste ei hvor Mærket stod imellem Vrangt og Rette? De Spurve fløi med Korn i Neb, Vi tænkte vel, men ei begreb, hvor vi Os skulde mætte. Om vort Øie skumred Mulmet; i Os ulmed onde Gnister. Nøden er forvist en Frister. Vi sad jo paa Forældres Grav? Og Verden som et rædsomt Hav laae dæmrende for Øiet? Hvor let mon kunde i sin Fos hver Bølge slugt enhver af Os som Planten spæd og bøiet? Synden herligst loved Glæde, Mad og Klæde. Den saa gjerne tog enhver af Os til Terne. Da stærkere end Skjebnens Arm blev Ømhed i en Qvindes Barm. Den al vor Nød forsøded. I hendes Sjel blev Tanken Daad, og varmere end al vor Graad Marias Hjerte gløded', I dens Skjul Hun ufortrøden søgte Nøden; og Forladte under trygge Tag hun satte. Vort Legem Føde, Lys vor Aand du gav, vor Moder; og vor Haand du lærte Flid at kjende. Her sidde vi saa luunt og trygt, og Dagen gaaer i Herrens Frygt; dog ingen skjøn som denne. For vor Moder klar den rinde! stedse sende Fryd til Hende, den Høihjertede blandt Qvinder! Til Ham, til Ham, der elskte saa, der elsker endnu saa de Smaae, du venligen os førte. Forvist hos Christ i Himmerig det Samme vidne vi om dig, som du paa Jorden hørte. Han skal takke dig for Alle dem, som kalde dig, Maria, meer end Moder: Frelserinde.