I Hordaland i en snever Dal monne, lig Bersærk trængt af Skjolde, engang i Old en Furuhal sin skumle Længde udfolde. Mod Qvellen vilde et fremmed Blik troe at skimte Klipper sorte. Hallen var lav, ei Guldspiir fik de mørke tjærede Porte. Ei staalblaa Svendeflok udenfor vogter der en søvnig Herre. Klippen, som steil ved Stranden staaer, maa skjolddækt Nattevagt være. Men Arnerøgen, som Aand af Grav, stiger sort fra Hallens Tinde. Være den Vandrerens Ledestav, for skjulte Stie at finde! Naar Døren aabnes, en Hundeflok bister frem fra Gruen springer. Kommer der Fiender, veed den nok at finde Mændenes Bringer. I Krogen graaner et fugtigt Seil. Biler Tand i Bjelken holde. Ilden sig ofte seer i Speil i Loftets bugede Skjolde. Og Buer brede fra høien Knag ud de snoede staalblaae Arme. Bunter af Pile hænge bag og Bjørnesener og Tarme. Frem tvende Guder bag Egebord, hvergang Ilden blusser, træde: Odin det er og Asathor, som staae ved Huusbonds Høisæde. Fra Odins Hoved en gylden Knap -- Solens Billed -- Mørket bryder. Asathors Hjelm med staalblank Tap af Mulmet neppe sig skyder. De Stjerner blikke, som i en Brønd, ned i Hallen gjennem Ljaaren. Fjeldtinden hilser med Birken grøn der nedigjennem om Vaaren. Paa Bordet ligger et Horn af Guld. Sød paa Randen perler Mjøden. Natten forgjæves ud sin Muld har rystet over dets Gløden. Lig blanke Stjerner om Qvelsky rød, mange dyre Stene ringe sig om det Guldhorns hule Skjød, hvor sære Runeord klinge. I Krogen slumrer paa Bjørneskind gamle Huusbond. Haaret svømmer graat, lig en Fos, paa furet Kind, og nedad Bringen det strømmer. Den vakkre Gubbe forvist i Qvel kyssed Hornets f*gre Kinder. Mjøden isøvne til hans Sjel nu klæber Ungdommens Minder. Mon hjalp Han Harald i Hafursfjord tretti Kroner raskt med Sværdet hamre til gylden Ring om Nord, i Kongers Blodflammer hærdet? Mon negted' Han, som saa mangen Helt, arvet Guld til Ringen lade? valgte det flyvende Seil til Telt, og Bølgen til Odelstade? Ingen veed det; thi Slemmedegn brændte Hallen og Ættens Sidste. Bauten paa Høien har intet Tegn, og Saga har glemt hvad hun vidste.