Jeg saae dig græde; de Taarer klare fra Øinenes Blaa frembrød. Jeg saae det, tænkte de Øine vare Violer besprængte med Duggen sød. Jeg saae dig smile. Glimre aflod Safiren brat. Hvor dog dens Straaler skimre imod dit Øies mat! Hvor Solens Herlighed skinner mildnet igjennem Aftenens Slør. Sig Natten nærmer; dog purpurildnet er Horizonten endnu som før. Dit Smiil saaledes giver tungsindigste Sjel sin Fryd, og af dets Solskin bliver i Hjertet igjen en Glød.