Henrik Wergeland - Den norske udvandrede i Brasilien lyrics

Hvad Pragt! Er Himlens Bund nedsænket? Synd, om min Fod et Blomster krænked! Det er ei Græs i Foraarsskyden, men frem af Jorden Straalers Bryden. Det er som om selv Mulden lever, somom hver Green bevidst sig hæver. O hvor de højt mod Solen jage, og vende skaalende tilbage! O Fryd! Jeg knapt tør Jorden træde. Men, ak! Ei syndløs er min Glæde, som fattigt Barns iblandt fornemme, ei vant til saadan Pragt derhjemme. Thi fattigt er det Land, det fjerne, jeg elsker saa og tænker gjerne. Dog vidste jeg ei hvad det fattes, før hid i Paradis jeg sattes. Da Hun stod Brud, jeg elskte mere, jeg kunde hende kun forære en blodløs Hybenknop -- den sidste jeg i en Klipperevne vidste. Og da Hun laa der strakt paa Baaren, en mat Viol kun eied Vaaren, en Taare liig af Armods Smerte, at lægge paa det stille Hjerte. O sagt hvor slet! o tænkt hvor syndigt! Hvad var som Hybenknoppen yndigt? I dens Karmin, saa fiint henblegnet, var hendes Blygheds Angest tegnet. Og denne Flor, endskjøndt den praler som blomstred Ædelstene, maler hengivne Sorg saa sanddru ikke som fattige Violers Blikke. . . Som hin Viol . . Op, Vind, du lunkne, i Søvn paa Fløielsgrønsvær sjunkne! Rull ud de grønne Bølgerader. Jeg Sorgen flyer og Stilhed hader. Hvad Pragt! Er Himlens Bund nedsænket? Synd, om min Fod et Blomster krænked! De synes næsten som metalne, som groed' af Frø, fra Eden faldne. En farvet Dag, om Solen døde, da frem af denne Flor vil gløde. Med falskt og dæmpet Solskin ville de gule Liljer Alt omspille. Langs Højens Ryg, i dunkle Skyer af Rosers Gjenskin Morgnen gryer. Sølvpalmerne og Gyldenregnen nedstraalte Lysning over Egnen. Paany forelskte Nellikklynger indkysse Liv i Muldens Dynger. Lotos paa sine mørke Vover da ligger liig en Sol, der sover. Det er en Dag som under Jorden som Sommernætterne i Norden. O hvor fantastiskt Lys! Hvormeget det ligner dog mit Indres eget! Solløse Dag, purpurne Taage, du lyse Nat, hvor Blomster vaage! Frydløse Vemod! vaagne Slummer! Tungsindighed foruden Kummer! Hvor lyst et Mulm! hvor dunkel Dagen! som Glands af floromslørt Skarlagen, som Stenens, der i Mulden tindrer, som Blindes Bliks, der Syn erindrer. Hvor ligt det Lys, hvori de svømme de fædrelandske kjære Drømme! Hvor ligt min Sjels af Savn fordunklet, af Hjemmets Minder gjennemfunklet!