Henrik Wergeland - Den fortvivlende yngling lyrics

Hvad vil du, gustne Gubbe, som dig nærmer til min Grav? Fra en fortvivlet Yngling kom du Skalk hans sidste Ejendom at røve med din Stav? Tolv Alen dyb, tre Alen lang -- haha! du liger den? Dens Dybde ikkun høit sig svang det Suk, du falskt har troet klang igjennem Himmelen. Først nu du veed da, vise Mand, at Sukket gaaer i Luft. Tolv Alen under Jordens Rand du derfor sukke vil, at Sukket idetmindste kan hendøe i Blomsters Duft. De Dommere de nikke dog, om ei de høre stort. To sammenbøjde Veibredax, to ømme Primler danne strax Bønhørelsernes Port. Men kan du sværge, at du fik fra Hist saameget Svar, som disse Blommers døde Nik -- velan! jeg gaaer de Trin, du gik; og du mit Gravsted har. Blot for din Stav jeg sælger dig min Grav da, gamle Mand. Jeg elsker den: af Alt, hvad jeg har bygget, lykk'tes den kun mig: det Tempeldyb i Sand. Jeg byggede paa Manddoms Eed -- en Borg paa Hængedynd -- paa Qvindetroskabs Evighed; for Dyd min Andagt knælte ned, og fandt kun sminket Synd. Jeg saae engang en Frihed -- ha! hvor skjøn før den nedsank! Som Stjernen herlig langtifra; men dalende til Jorden, da kun brast et uselt Luftsyn, ja en Blære fyldt med Stank. Jeg byggede af Præstens Ord et Tempel i min Barm; men dets Pillarer smeltet for Fornuftens Blik, som Kinglens Snor fra Græs til Græs paa høstlig Jord for Morgenstraalen varm. Den Himmel, jeg da raabte til, var snevre Hjernehvælv. Min Sol var denne graa Pupil; men Taarer var dens Straaleild; den Gud, som skulde hjælpe til, mit hjælpeløse Selv. Min sidste Luftcastels Ruin, en omvendt Luftcollonn, til Ære for det hele Skin udhuult i Muld, er Graven min: en Afgrunds sorte Blik, hvorfra, en Taare liig, mod Himmelen opfunkle skal min Aand. Gubben Min Søn! min Søn! Ynglingen O ve! min Fa'r! Velan, saa tag min Grav! En Dybere, end den jeg skar i denne Grønsvær, Livet var, du ødslende mig gav. Jeg atter sænker mig i den, som Skibet knuste Bryst i Bølgers Skumdyb, for igjen tigange løftet op af een at splittes ad tilsidst.