Henrik Wergeland - Den fangne bonde paa Agershuus lyrics

Paa Agershuus, den Fæstning hvor i Spindelvæv ridderlig Hæder boer -- Paa Agershuus, hvis Taarn af Bly liig døende Stjerne staaer over By -- Paa Agershuus, hvis Borgmuur hvid er blegnet Skygge af gammel Tid, -- Der vil i Fuglesangtaarnets Ly min syngende Sorg sig finde en ny. Se Borgen, den Ridder af Graasteen hist! Kristiania hans stjernede Kaabe forvist. Han sidder stoltelig der tilhest paa spettet Klippe mod Sjø og Blæst. Han er vel gammel, alligevel en glandsfuld Historie er hans Sjel. Og staaer hans Spiir ei liig Axen, som -- o Norrig! din Lykkestid drejer sig om? Hvor fyrig er han! Om Qvel du kan i Slottets Vinduer see Oslos Brand. Og ned paa Dagenes Færd og Skik fra Fløjen seer Saga med funklende Blik. Paa Muren graaner Norriges Old, og Nu'et blommer paa grønne Vold. Lad Krøniken aande om Taarnets Tind! Historien sig riste i Klippen ind! I lave Græs jeg finder mig en, blandt Nesler, der klattre ad Taarnets Steen: -- En simpel Historie, snart fortalt: en Taares Historie -- det er Alt. Hybenbusken.[2] Paa Agershuus, paa højest Sted, hvor flaggrer et Banner saa fremmed, en vajende Hybenbusk blusser derved, somom den vor Skjændsel fornemmed. Tungsindig den luder udover Sjø; dens Duggtaarer utalte fløde. Men kommer et Stormkast fra Hovedø, den vajer som Flaget hint røde. Ak, Norge, ejer du paa dit Slot til Flag kun Roser vilde? til Spyd og til Skjold om det Torne blot og Blade, som Vindene spilde? Dog banker under det fremmede Flag saa tungt ei noget Hjerte, som det, der under hiin Hybens Tag udaandede engang sin Smerte. Der sad en Fange fra Morgnens Gry til Aftenrødens Blegnen. Hans Længselsuk forfulgte den Sky, som fløi mod Vestenegnen. Mod Vest han stirred, mod Vest mod Vest. Bag blaanende Aaser atten der laa den Dal, han elskte mest; thi der var hans Viv den forladte. Mod Vest, mod Vest! Han rødmed med, naar Daggry paa Vestfjelde spilled. Saa tæt som de Stjerner, der over dem gled, hans Taarer paa Hybnen trilled. Mod Vest han stirred, mod Vest et Aar. Den Hyben blommed og blegned. Men hvide Roser den Green udslaaer, hvorover hans Taarer regned. Da Trangen raaded i Bondens Dal, i Byen Mænd saa onde, forlokket i oplandske Oprørs Tal han blev den enfoldige Bonde. Nu Penge ikke, eiheller Korn, sin Hytte kun han savned. Han trykked den blommende Rosentorn for Den han hjemme favned. Mod Vest han stirred til Øjet brast Men altsom han blegned i Døden, den Green, som skygged ham stedse, med Hast skjød hvid imellem de røde. Mod Vest han stirred, mod Vesten til hans Sjel paa et Suk hensvæved. Men Grenen fik Hvidrosens Dødningsmiil, den Green, der for Sukket bæved. Mod Vesten først, til Himlen saa et Suk hans Sjel henhvifted. Men mon af Sorg over ene at staa de Roser Farve skifted? Saa staaer saa meget Skjønt paa Jord For Sig alene og Himlen. Men størst er den Høihed, som ene boer, og Hovmodet mindst mellem Vrimlen. Den Hvidnen samme Forbandelse var, som sortnende foer over Fjorden, det Vee, som hvinende Luften skar over Bøndernes fule Forfører. Fra da alt sytten Aar forsvandt. Paa Bondens Grav saa længe den Frister sig Liv og Rigdom vandt. Jeg vil ei den Terning slænge. Fra da alt sytten Aar er gaaet henover de Adskiltes Grave. En Ring af Ister for hvert er slaaet om den Forræders Mave. Men Sorg har førend de sytten Aar den Bondes Viv fortæret. En Skorsteen igjen af hans Hytte staaer; thi der har Retten været. Som Skildvagt hans Søn tidt ved Busken gaaer; men meer end hans Kammerader de hvide Blommer han ei forstaaer, som sørge over hans Fader. De lude sig udover hans Musket. Med tankeløst Blik han forfølger de Blade som føres af Vinden let langt udover Fjordens Bølger. Han aner intet den stakkels Svend. Naturens Harmonier af sløve Sandser ei fattes; thi den betegner vel, men tier. Han seer vel Grenen, der blommer hvid paa samme Busk blandt de røde; men veed ei den misted til samme Tid sit Purpur som Faderen døde. Men vidste han hvad Grenen veed, der blegned af Faderens Taarer: at det, den igjen kan farves med, kun flyder i een Mands Aarer! Da -- ! Agershuus, vist længe er det siden man mon holde en Dom retfærdig for Gud og Hver bag dine gamle Volde?