Henrik Wergeland - Af Ola Graaguts nye vise om Ola Hoiland med mere lyrics

Det var han Ola Høiland han var en slem Krabat. Men Norge er nu vant til at blie ved Næsen ta't. Ak, gamle Kongedom! Naar selv vi vilde stelle, bestandigt Andre kom. Naar ret vi regne over, vi har kun Skam og Tab. Men Skaal min kjære Broder paa bedre Broderskab! Her tykkes det mig bedst, At vende Ryg mod Østen og stirre ud mod Vest. Er Landet vel saa lidet, skjøndt dygtig det er plukt? Er Folket vel saa uselt, at det bør lyde smukt? Ak, Landet engang bar, Haarf*gerætens Throne -- det var den Tid det var. Hvis Landet er for lidet (jeg kan det neppe tro) Desmere bør vi eje det for os selv i Ro. Hvis Folket er for kleint, Da bør dets Ukrud luges indtil det bliver reint. Thi enkelt Skjelm kan stjæle bortover svenske Tull Langtmeer af Norges Ære end vejes kan med Guld. Men Olas Tyveri gjør os, om end meer arme, dog ikke mindre frie. Saa lad han Ola leve; men de, som værre er, Bør i et Fængsel sættes, hvor Væggen er af Leer, Og Tørv er Tagets Hvælv. Det er den Dom som falder, naar Folket dømmer selv. Forresten tør nok Ola det Rygte miste snart, At Norges Bank af Alle undtagen ham er spart. Thi har man kanske ei Lagt Banken udi Trondhjem godt som paa aaben Vei? Der frem i Mag kan rulle et fiendtligt Tolleri Og femten Mand i Bredden tilfods og Rytteri. Og med et dristigt Snit Er Norge, før det troer det, sit fulde Hjerte qvit. Men før til Langeleiken for sidste Gang har lydt I Thrøndelag vemodigt og nationalt Gemyt, De Banken ikke naae. Men daarlig var den Fiende som ei forsøgte paa. Men nu da Thingets Brave, stormdrevne Gnister liig, Ad hver sin Kant er jagne, for vekt du klager mig Min kjære Langeleik. Det tykkes mig, som hørte jeg Kobberluren skreik.