"O let mig lidt af Kløven, Kjære! Den er for svær. Jeg døer! Jeg aarker ikke mere!" Saa bad et Æsel Hesten. Men, skjøndt som Fætter nærmere end Næsten, den negtede det spodsk og tvær. Endnu et Stykke til, -- da midt i Bakken blev Æslet liggende og stønned ud. Og stolte Hest da fik til eget Las dets hele Kløv paa Nakken, og dertilmed dets Hud. -- Tilpas! Moral: O Borgere, naar Tryk paa Een mon falde, det angaaer eder Alle! I Enkeltmand, som bliver underkuet, er Hver og En med samme Skjebne truet. Kun Offre Voldsomheden bytter, og Aaget kun fra Ryg til Ryg den flytter.