Ederfuglen i Norge bor; Der holder han til ved den blygrå fjord Han plukker af brystet de bløde dun Og bygger sig rede både varm og lun Men fjordens fisker har stålsat hug; Han plyndrer redet til sidste fnug Er fiskeren grum, så er fuglen varm; Han ribber igen sin egen barm Og plyndres han atter, så klæder han dog sit rede påny i en velgemt krog Men røves hans tredje, hans sidste skat, – Da spiler han vinger en forårs-nat Da kløver han skodden med blodigt bryst; – Mod syd, mod syd til en solskins-kyst!