I, store smerter! Dødens vilde kjærtegn!
Dens hete elskovshandlinger mod os,
paa det, at vi skal mykne i hans armet,
og knuges spake i vor levetrods!
Du menneske! Du flammer av hans aande,
hans sværmeriske aande paa kin kind,
og i hans armer stammer du i vaande,
i svimmel vaande: "Ja! Jeg skal bli din!
Jeg tror den haand, som stryker mine lemmer!
Jeg dør av dine kysse paa mit kjod!
Men knug mig ikke, elskede, det hæmmer
min egen elskov, kongelige død!"
Du menneske! Naar lydige og fromme
hans armer har dit legeme forladt,
og venter, aabne, paa dit glade komme -
plev nogen elsker dypere bedratt?