Rummet runger Rummet rummer Tomhed og ømhed God tid og stilhed Det eneste en afhængig har Men ikke tager sig er tid og Urets mindste viser viser Tiden aldrig viger men iler Travlt traver forbi de der forbliver Emanuel kan ikke finde hvile i sig De sidder altid i cirkler Nogle går nogle bliver der Og følger dem der kvitter Han er dog så langt fra så ingen cigar Brændt barn bærer ilden i sig Bærer skylden og skammen videre Får mange folk efterhånden forvitret Et virvar af betændte mennesker Uden tro på at tro virker Emanuel tror at han bliver der Indtil trangen trænger på Trykket stiger Han mærker arme og ben sitre Hans tiltro og sindsro skriger Sæderne klistre De andre rejser sig Kaffen er klar Emanuel ser sit snit til at smutte Hoveddørens akutte sluse ud i kulden Kunne forblive uset måske Bytte guds hus ud med sit hus Plus lidt udbytte i form at en pung
Der ligger ubeskyttet Eller sku han lytte og Lade muligheden gå ubenyttet Kunne det lykkedes At finde støtte For En følelsesløs sølle Fyldebøtte Kunne det nytte? Næppe, Emanuel kunne vælge Ende dette helvede Blive frelst sjæl med lang næse Uden at kæmpe, uden at klynke Nogle mødte lykken I Kristendommen Hellere falde om Lattertom Med en flaske rom Men nu holder han fast i koppen Rummet rungede Rummet rummede Tomhed og ømhed God tid og stilhed Men det eneste de afhængige har Men ikke tager sig er tid og De sidder altid i cirkler På podiet stod en mand Og forkyndte guds ord Om at stoppe stofmisbrug for Stofmisbrugere De hvis syndsforladelse ikke findes i kirker Men blandt deres venner og familier De der vælger væsker fremfor venner Ender sælsomt sjæletom Jan beder til de bliver her Cirkelkaffen er klar De sidder alle i cirkler