[Vers 1: Mund de Carlo ]
Vi' så all in når loftslemmen står på klem
For vi vil så gerne højere op i overmenneskerollemodelens Porcelæns boble, der supporter forskelle på os og dem
Forenklet flok af snob folk i voksenfængslet
Der folder penge, hiver i sin krops antenne
Fanger sjældne pokémoner, men fanger nok ik' sig selv i ik' at Vide hvor de' henne
Find en Tolkien der kan snak' robot stemme
For folk står kun op for hinanden når de går i seng
Svært at finde fodfæste i livet når man blir' båret igennem
Og når alle de vil være festen midtpunkt, kan det være svært at Kom' imellem
Hvem tør at stop' op og skænke et minut så jeg kan få lov at Tænke det så pokkers sjældent men
Mindre folk de får minuttet dobbelt op igen
Vi' mestre i at gå under jorden lige før, vi bliver løbet over enden
Vi har lært at se indad udenad, så er vi faret vild eller er vi Kommet hjem
[Vers 2: Trepac]
Ser dem ga**e op, men de går let i stå
Blazer på, hvordan de tar' sig ud når de lader tæppet gå
Før var det temmelig få, der fik lov at komme tættest på
Men nu det' uopnåelige blevet let at nå
Og i det store perspektiv, der er vi mennesker små
Så småt løbet tør for frelsere der kan genopstå
Ser kun nye vinkler, når hovedet lægges på skrå
Så mange folk vi skal ha' viden ind i ægget på
Vi må få dem til at lyt' til dem, men trak på ny nitten
De sagde, hvis vi udvider synsvidden, mister vi mystikken
Svarene findes nok på skærmen, så vi holder lys i den
Kaffe i kroppen, jord i hovedet, ar på kroppen
Det vi ser er bare toppen - ah
Kan man ik' se farren kom' såer man ik' bange for den
Men hvem f** stopper brænden hvis ingen hører Alarmklokken