Eg heiter Håvard Hedde og er so ven ein kar.
No vil eg sta og gifta meg og rydja meg ein gard.
Eg bur oppunder fjell.
Og jenta hev eg lova. Eg svik ho inkje lell.
Og garden han er liten, men skogen han er god.
Der heve eg tvo furer. Og dei skal stå i ro.
Når borni dei vert mange og skuldi aukar på.
So høgg eg ned den eine. Den andre let eg stå.
Den andre let eg stande. Det heve ingjo naud.
Eg tek ei stor lik-kiste den dagen eg ligg daud.
Men når me verte gamle og kvar skal hava sitt.
So høgg eg ned den andre. Og so er skogen kvitt.
Han reiste ifrå Lanjei. Men då var jenta fest.
Og det var med ein annan. Det heve'n trega mest.
Han budde under fjell.
Og jenta som han lova ho sveik han likevel.