Kresten var af husmandsslægt og havde sit hjem
På de yderste marker mod havet
At spille fiol var hans største lyst
Skønt han ikke rigtig havde fat i taw'et
Men nede i åen holdt Fanden til
Og Kresten havde hørt at han ku' spil'
Og solen fik glød
Og morgenhanen gol
Før de sidste toner lød
Fra Krestens fiol
Kresten gik til åen ned og spejled' sig deri
Og ønsked' sig et taw som ingen anden
Kastede en dyrekølle ned i åens dyb
Og råbte højt på Fanden
"Lær mig at spille, min sjæl må du ta'!"
Og Fanden dukked' op og sagde "Ja"
Og solen fik glød …
Nu ku' Kresten spille så det fløjted' og det føg
Og snørebåndet brast i hver en sko
Tallerknerne hoppede og kopperne sprang
Og ingen fod ku' blive i ro
Snart kom folk fra det ganske land
For at høre Kresten spillemand
Og solen fik glød …
En aften da så han den dejligste pige
Og lagde snart fiolen væk
Men den gav sig til at kradse og hvæse og skrige
Så folk blev blege af skræk
Den kunne hverken tæmmes af ild eller bånd
Nej den faldt først til ro i Krestens hånd
Og solen fik glød …
Man fandt ham næste morgen i den tomme gildesal
Den største spillemand her til lands
Neglene blødte og hjertet brast
Da han spilled' op til sidste dans
Man slæbte Kresten væk ved hans støvlehæl
Moralen er: lad vær' og sælg din sjæl
Og solen fik glød …