Paa Blomst ei falde Dugg saa sød
som al din Hviles Vellyst, Død,
paa Carls, vor Elsklings, trætte Been!
Thi Blomsten er vel skjær og reen,
dog uden Sjel bag f*ger Kind;
men Carl var Blomst i Sjel og Sind.
Meer Fromhed har ei Rosens Blod
end den, der gjorde Carl saa god.
Geniets Glands hans Lune vov
om Sorg og bristende Behov,
som Efev spinder ind saa smukt
hver Steen, som standse vil dens Flugt.
Hans Aand var lys, hans Hjerte ømt,
meer skjønt end det har Barn ei drømt;
og varmere end hans Gemyt
har Blodet ei i Druen flydt.
Kling freidigt, Horn! ton dybt, Basun!
som Tanken i hans Indres Grund!
Hans Død os synes en bekjendt
og yndig Melodi, just endt,
et raskt Anakreonspoem,
som blev vemodigt længer frem.
Var saa hans Liv, det er da vist
ambrosisk Hymne bleven hist.
En Klinge bar den brave Svend.
Saa ærligt var han Blik som den.
De norske Jægeres Chako
i ham har laant Geniet Bo;
og gid et saadant Hjerte maa
bestandigt bag den Grønne slaa!
I Lyceet.
(Egen Melodi af Baron Roxendorff.)
Da Budskab om din Bortgang lød,
vor Elskling! ingen Taare flød;
men Hjertet slog i større Fart,
og Øjet glimred mere klart,
som om en Himmelsk, vi ei tænkte
saa nær, vi saae just da han sænkte
det Skjul, hvori en Vaar han tyst
var dalt til Dødeliges Bryst.
Det var somom en Blind fik Syn,
og saae en Stjernes milde Lyn,
og, blind igjen, evindelig
dog seer den samme inden sig.
Du laa kun ved vort Bryst paa Jorden;
men nu, en sød Erindring vorden,
Du er os nærmere end før:
vi Dig i Sjelen gjemme tør.
Selv Tanken om dit Savn (thi bar
den ei dit Navn?) sin Ynde har.
Den er en Gift, en stærk og sød;
den ikke Tanke er om Død,
men Tanke kun om en Forsvinden
som Duften af en Blomst i Vinden,
som Lyden af en Elskovseed,
hvorom kun To og Natten veed.
Vor Sorg er Sang -- hvad Jubellyd
tilhører da vort Gjensyns Fryd,
naar Sjel i Sjel nedsænkt forgaar
i Saligheders Fylde, naar
udødelige Hjerter atter,
uskyldige som Spædes Latter,
kan slaa isammen, Roser liig,
der aabne i hinanden sig!