I Sønner af Fjeldet, af Sjøen den blaa,
I Sønner af Skogen den dunkle!
O kjære mit Norge, du Kjæmpe skjøndt graa!
vaagn op, og lad Øxerne funkle!
Vaagn op! Thi de kommer, De kommer fra Øst,
Titusinde vel eller Flere.
Men bag dem er Sjøer med bævrende Kyst,
og Normænd her foran dem ere.
Skal Norge ophøre at være det fri?
Hvert Blik mod en Fiende brænde!
Hver Ryg mod et Træ! Var der Tusinde ti,
deres Dødsstøn skal Aasen gjensende.
Os Fædrene mætted i Ansigtets Sved,
og Alle vi died en Qvinde:
kring hende, kring Gubben paa Otti da Fred!
og fjernt fra hans Stue hver Fiende!
Fra Fjeldene ned! op fra Sjøen den blaa!
og ud ifra Skogen den dunkle!
O kjære mit Norge, du Kjæmpe skjøndt graa!
vaagn op og lad Øxerne funkle!
Opvaagner, I Nordmænd! Som Stormen fra Fjeld,
nedstyrter paa tætte Geleder,
med Hjerter for Norriges Hæder og Held
og Død i hvert Slag ifra Eder!