Ven, sover Du? Blomsten alt har
aabnet sit Øie,
seet mod det Høie,
og hilset sin Far.
Alt jager som Morgenens Post
henover Vangen
hviftbaaren mangen
befjedret "Agrost."
Alt "Kjærulden" i sin Paryk,
puddret og strunken,
nyder en lunken
Zefyr til sin Drik.
Alt Kingelens duggede Slør
"Hybnen" har rystet
vaagen fra Brystet --
og slumre Du tør?
Skal jomfrulige Blommer idag
blegne for geile
Sol, mens de beile
kun til dit Behag?
Ven! af Dig sin Udødelighed
kræve de skulle.
Giv da de Hulde
Herbariets Fred!
Der døe de! Men Geisten fra hver
Blomst til dit Hjerte
flyer da, og nyder
sin Salighed der.
Ven, sover du? Morgenens Hvift
klinger alt længe
gjennem de Strenge,
som du har belivt.