Paa Judas Høie med kaade Spring
nu hopper vilde Gazell omkring,
og drikker af livlige Kilde,
der sprudler af hellige Grund.
I luftigt Hop triumferende spille
dens Øine saa videnom rundt.
Med Trin saa lette, med klarere Blik
der engang blomstrende Juda gik.
Paa Pladsen for hensvundne Glæder
meer ædelt Folkeslag sad.
Ak, endnu vajer den Libanons Ceder;
men Judas Møer forsvandt.
Den Palme hjemme er mere sæl
end arme bortdrevne Israel.
Hvor Roden sig knytter, den stedse
i eensomme Yndighed groer.
Den kan ei Hjemmet forlade, og leve
den vil ei i fremmede Jord.
Vi flytte matte vor Vandringsstav
i fremmede Lande imod vor Grav.
Hvor Fædrenes Minder sig reise
ei hvile maae Sønnernes Been.
Paa Salems Throne Bespottelsen kneiser,
ei Steen er af Templet igjen.