[Vers 1 - Kasper Spez]
Jeg håber du ved, du stenfjæser mig bogstaveligt
Sms'er bag min ryg, planter flager af skyld I mit ansigt
Og de slår rødder, rider månen fuld til morgenkvalme
Bekræfter utopien, udjævner had til borgerskabet
Husk jeg sagde, jeg håbede på, at blive født hver dag I nye sko
Du smilede og jeg sagde du lignede et kommende druk deja-vu
Husker du grinede, da jeg sagde jeg bare gerne ville leve, og ellers ikk' rigtig noget
At jeg ikke vidste hvem jeg var, og tænkte jeg lige have svaret på mit eget spørgsmål
Måske var jeg for ivrig efter at finde fantasten I dig?
Og kysse det satans liv og snave resten I gulvet med et smil
[Omkvæd - L.O.C. og Kasper Spez]
Så hvis nogen skulle spørge dig, hvem jeg var
Var jeg ham der ku leve på en sten, det' intet problem, så længe jeg ikk' er alene
Så hvis nogen skulle spørge dig, hvem jeg var
Var jeg ham, der kyssede det satans liv, og snavede resten I gulvet med et smil
[Vers 2 - Kasper Spez]
Så var jeg ham der ikke tog imod deres piller, når de ville sælge deres lort
Gav ikk' en skid for sit helbred, men han elskede sin mor
Han var rig på spørgsmål – rig på drømme – 20something wasteland
Der pillede overkla**eløg ned uden tårer I de grønne
Der var fri entre under gulvtæppet – skeletterne I skabet lovede fri bar
Fra skulder til hjerne – til hjerte til svar – fra smerte til smil med alt hvad det indebar
Du sagde jeg var din flugt, at det var godt vi havde hinanden
Langt væk fra strikkeklubsamba**adører – dit eget slaraffenland
Men jeg husker den larmende stilhed, fra dig når jeg snakkede frihed
“Du' skræmmende”, sagde du, var det fordi du savnede den manglende lighed
Du ved hvad du gik ind til – jeg ved det så nemt at sige
Men husk på når du siger jeg er f**ed up
At det måske var dét du blev forelsket I
[Omkvæd]